Mikkel Wolff blev en lokal berømthed

Den 19-årige tømrerlærling tænkte kun på at få luft, da han reddede to mennesker ud af et brændende hus.

Af LARS SEJR
Publiceret 19-12-2009

Mikkel Wolff fra Vojens handlede hurtigt og uden at tænke på sig selv, da han i september trodsede flammerne i et brændende hus for at komme et kærestepar til undsætning. De lå bevidstløse på gulvet ude af stand til selv at redde sig fra de røde flammer, der åd sig op ad dørkarmen og den ene reol.

Mikkel Wolff reddede begge personers liv, har politiet siden fastslået, ved at løbe ind i huset, hvor han gentagne gange fyldte en gryde op med vand, som han kastede på flammerne.

»Jeg løb ud for at få luft og dernæst ind i huset igen for at fylde gryden op med vand, så jeg kunne få slukket flammerne. Det gentog sig tre til fire gange. Jeg ville have ilden under kontrol,« siger Mikkel Wolff.


Mikkel Wolff
Siden Mikkel Wolff reddede to mennesker fra at omkomme i et brændende hus har han oplevet både at skrive autografer og give håndtryk til tilfældige mennesker, som han har mødt.
Foto: Casper Dalhoff

Han udsatte sig selv for fare, da han løb ind i det brændende hus, men det hele gik så hurtigt, at han ikke nåede at tænke på risikoen, fortæller han.

»Jeg tænkte ikke på andet, end at jeg skulle huske at løbe ud og få luft engang imellem. Det var faktisk det eneste, der løb igennem hovedet på mig.«

Heltegerningen fattede mediernes interesse, og før aftenen var omme, var historien om Mikkel Wolff løbet gennem mediemøllen lige fra hjemstavnen Vojens til de største nyhedssites på internettet. De mange opkald fra journalister gjorde, at den 19-årige tømrerlærling ventede til dagen efter med at fortælle sin mor, hvad der var sket. Han blev simpelthen træt af at fortælle historien om og om igen.

»Min telefon ringede hele tiden, fordi aviser og radiokanaler ville snakke med mig. Der var alt for mange, og til sidst orkede jeg ikke at genfortælle historien,« forklarer han.

Da havde moderen dog selv opdaget, hvad der var sket.

En sjov oplevelse
Et af de mange opkald fra medierne endte med at blive en rigtig sjov oplevelse for teenageren. Det kom fra DR1's "Aftenshowet", der betalte alle udgifter til en tur til København, så han kunne deltage i programmet.

Fem kameraer og live-tv er ikke er noget, Mikkel Wolff er vant til. Og han var slet ikke forberedt på, at han efterfølgende ville blive en yderst populær herre.

»Efter jeg havde været i Aftenshowet, stod der en masse børn ude foran og ville have autografer. Jeg har oplevet det samme på arbejdet, hvor en mand med små børn kom hen og spurgte, om det var mig, der havde reddet to mennesker ud af et brændende hus. De ville også have autografer, og i byen har jeg oplevet, at folk kom over og ville have et håndtryk. Det er meget sjovt alt sammen, men jeg synes bare, at jeg gjorde min pligt den dag,« siger han.

Du løb ind i et brændende hus og satte dermed dit eget liv på spil. Det er ikke alle, der ville reagere sådan?
»Jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade stå til, imens et andet menneske var ved at brænde op. Jeg reagerede helt pr. refleks. Jeg synes, at det er en borgerpligt at hjælpe, når man kan,« siger Mikkel Wolff, der endnu ikke er blevet kontaktet af de to personer, hvis liv han reddede.

»Jeg har ikke hørt fra dem, men det er fint nok. Jeg kendte dem ikke personligt før branden, så det har jeg heller ikke et behov for at skulle nu.«

Er du en helt?
»Ja, det synes jeg. Jeg handlede, som jeg burde i situationen.«

Mikkel Wolff var blandt de tre eksempler, som Morgenavisen Jyllands-Posten brugte den 22. november 2009 ved lanceringen af den nye pris Årets Helt.

Siden strømmede indstillingerne ind, og den unge sønderjyde er nu atter at finde i avisen som en af de 10 nominerede.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Blå bog
Navn: Mikkel Wolff
Alder: 19 år
Beskæftigelse: Tømrerlærling
Bopæl: Vojens
Citat fra indstillingen

»Det er en ung mand, der har vist vejen. Derfor bør det være ham.« Per Træholt, Fårup.

Hvad er en helt for dig?
»Det er almindelige mennesker, der redder andres liv. En politimand kan dagligt redde liv, men det er ikke en heltegerning, for det er hans arbejde. Folk, der kommer udefra og tager hånd om andre, er mine helte.«

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook