»Tilværelsen kan altid blive en smule bedre«

Mens hendes pensionerede venner spiller golf, bridge og rider på heste, holder Marie Starklint døende mennesker i hånden og samler penge ind til nødlidende, taler med byens narkomaner og sælger friskfældede juletræer.

Af Steffen Stubager
Publiceret 26-12-2009

Marie Starklint bladrer i sin kalender. Hver eneste dato er fyldt: Besøg hos den 99-årige. Værestedet Perlen. Mødes med de andre vågekoner. Indkøb i Holstebro - til den 99-årige.

»Og her solgte jeg juletræer. Det var så hyggeligt,« siger den 66-årige og viser et annonceudklip om "friskfældede juletræer" fra Morsø Folkeblad.

Og så videre. Hver dag noget nyt. Som et stort puslespil, hvor hver gesjæft er en brik til hendes samlede billede.


Marie Starklint
Den 61-årige Marie Starklint byttede sit sygeplejerskearbejde ud med efterløn og et liv som frivillig hjælper på mere end fuld tid.
Foto: Casper Dalhoff

Marie Starklint bor i sit hyggelige hus på Mors på 42. år. Hendes grønne have fører ned til Limfjordens bred, mens en bakke bag huset fører op til Sygehus Thy-Mors, hvor hun har arbejdet i så mange år. Indtil hun som 61-årig byttede sit sygeplejerskearbejde ud med efterløn og et liv som frivillig hjælper på mere end fuld tid. I dag er hun pensionist og lever et anderledes liv end sine jævnaldrende venner.

»Én har en hest, som han bruger masser af tid på, og mange spiller bridge eller går på golfbanen. De spørger, om jeg ikke vil være med. Det har jeg slet ikke lyst til. Men jeg har stor tålmodighed til at sidde ved en døende som vågekone,« siger Marie Starklint, som var med til at danne Vågekonekorpset, da Ældre Sagen og Røde Kors for fem år siden spurgte beboerne på Mors, om de kunne gøre livet lettere for øens ældre.

Inspireret af JP
»Vågekonekorpset er inspireret af en artikel i Morgenavisen JyllandsPosten fra slutningen af 1980'erne om en vågekone i Hanstholm. Dengang tænkte jeg: "Det skal jeg prøve en dag". Og da muligheden pludselig bød sig, greb jeg den,« siger Marie Starklint.

Siden er korpset vokset til 18 frivillige, som hver dag står standby til at holde mennesker i hånden ved deres dødsleje, når der er brug for det. Som da en enke var syg med kræft.

»Jeg tog over, da hendes børn ikke kunne komme. Jeg sad ved hende både aften og nat. Det var en god oplevelse. Det påvirker mig og giver anledning til eftertanke. Det gør noget helt specielt ved én. Til sidst døde hun,« siger hun og fortsætter:

Døden kan være en lettelse
»Det er ikke altid sørgeligt, når et medmenneske dør. Det er ofte en lettelse, kan man sige. Så forsvinder rynkerne, og de kan blive så smukke. Pludselig ser de yngre ud. Uroen, deres hosten og rallelydene forsvinder. Den stilhed er så fin en oplevelse.«

Vågekoneopgaverne er kun en enkelt brik i Marie Starklints puslespilsagtige hverdag. Flere gange om ugen er hun besøgsven for ældre mennesker, som hun går ture med eller taler med. Der er den 99-årige Inge, som ynder at få læst avisledere op.

»Plejepersonalet må jo ikke bruge tid på at læse avis for hende, for det er spild af den professionelle tid. Hun kan godt lide, når hun får lidt ekstra opmærksomhed,« siger Marie Starklint.

Så er der sogneeftermiddagene den første torsdag i hver måned for sognets ældre, hvor hun sammen med en anden dækker bord, smører boller og laver æble- eller sveskekager og brygger kaffe til 50 gæster. Der er Beplantningsselskabet Legind Bjerge, hvor hun er medlem af bestyrelsen, og som hun sælger juletræer for.

»Det er efterhånden blevet dyrt at få skovarbejderne til at stå og sælge træer i weekenderne. Så på et bestyrelsesmøde foreslog jeg, at vi gjorde det som frivillige. På den måde bliver økonomien lidt bedre,« siger hun.

Der er Værestedet Perlen, hvor hun kommer et par gange om ugen for at tale med byens narkomaner, alkoholikere og enlige og brygger kaffe, vasker op og laver smørrebrød og skræller kartofler. Der er Skaldyrsfestivalen hvert år, hvor hun sælger fiskefrikadeller og serverer til skaldyrsmiddagen. Der er Træskibstræf, hvor hun sælger pølser og hjælper til i den store festsal. Der er hendes engagement i Kunstforeningen, hvor hun modtager gæster og tager entré. Der er Lions Club, hvor hun samler ind til nødlidende - blandt andet efter den store tsunami i 2004, men også til den årlige Tulipandag, hvor overskuddet går til byens misbrugere. Og så er der hendes bestyrelsespost i centerrådet ved plejehjemmet Støberigården, hvor hun er med til at arrangere udflugter for de ældre - som kirketure og Lucia-optog omkring jul.

Marie Starklint understreger under sin opremsen flere gange, at hun hverken praler eller dyrker selvgodheden.

»Alt dette er ikke et martyrium for mig. Det er altsammen noget, som jeg selv ønsker at gøre. At hjælpe mennesker ligger måske i mit fag og i min opdragelse. Min mand sagde altid: "At gavne og fornøje, hav stedse det for øje." Det er et citat. Men det er min natur. Jeg får stor tilfredshed ud af at gøre en forskel.«

Du gør en forskel?

»Jeg kan ikke lide det udtryk. Det er blevet så fortærsket. Jeg ville ikke have sagt det, men nu kom det alligevel. Men jeg mener, at der er behov for det. Tilværelsen kan altid blive en smule bedre,« smiler Marie Starklint.

Hun har ingen planer om at sænke farten foreløbig.

»Lige så længe jeg kan holde ud, og lige så længe jeg er rask, vil jeg fortsætte med det, som jeg er i gang med. Det giver mig stor, stor tilfredshed.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Blå bog
Marie Starklint, 66 år.

Pensioneret sygeplejerske, frivillig i flere foretagender.

Enke, har to voksne sønner.

Citat fra indstillingen:
»Marie har hele sit liv været dedikeret til at hjælpe andre. Hun er med sin store faglige baggrund og fantastiske menneskelige indsigt et meget stort menneske, der uselvisk, stille og roligt udøver sin gerning på mangfoldig vis.« Lene Kibsgaard, Nykøbing Mors.
Hvad er en helt for dig?
»Umiddelbart sætter jeg helteudtrykket i forbindelse med krige. Men helte er også de, som udfører en heltemodig gerning og sætter sig ud over alle grænser.«

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook