»De kalder mig Senior Woman«

Michelle Mildwater har dedikeret sit liv til at hjælpe prostituerede kvinder i København. Hun har fået dødstrusler fra bagmændene, men tager alligevel cyklen til Istedgade hver uge.

Af Lars Sejr
Publiceret 27-12-2009

Da hun får spørgsmålet, kigger hun eftertænksomt rundt. For de fleste mennesker vil det være let at beskrive en gennemsnitlig arbejdsdag, men det gælder ikke for Michelle Mildwater, der har valgt at dedikere sit liv til frivilligt arbejde med handlede kvinder fra Afrika og særligt fra Nigeria.

Hun finder en tyk kalender frem og slår op på en tilfældig dato.

»Denne søndag aften blev jeg ringet op, fordi en kvinde græd i en opgang. Hun havde fået tæsk, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Da jeg hørte det, ringede jeg til Center mod Menneskehandel for at få en tolk. Jeg tog ud til Istedgade sammen med tolken for at snakke med kvinden, hvorefter jeg ringede til Reden International,« fortæller Michelle Mildwater, der som en del af foreningen HopeNow forsøger at gøre opmærksom på de barske vilkår, som handlede kvinder lever under i Danmark.


Michelle Mildwater
Michelle Mildwater tager flere gange om ugen fra Frederiksberg ind til Istedgade for at arbejde med de prostituerede.
Foto: Stine Larsen

Hun har ikke faste arbejdstider, men er tilgængelig alle døgnets timer via et telefonnummer, som de prostituerede kender. Telefonen har hun konstant på sig.

»Jeg tog over i kvindens lejlighed for at hente hendes ting. Den var helt smadret pga. den voldelige kunde. Herefter tog vi sammen over til Reden International,« siger hun og slutter dermed fortællingen om sin søndag.

Alder giver status
Der efterlades ikke megen tvivl om, at Michelle Mildwater er blevet en populær skikkelse blandt prostituerede i København. Undervejs i interviewet ringer hendes telefon tre gange med alt fra sagsbehandling til en tidligere prostitueret, der har genvundet sin frihed og vil kigge forbi og sige hej.

I et svært tilgængeligt og lukket miljø har det været en fordel, at Michelle Mildwater efterhånden er fyldt 59 år og selv er født i Sydafrika.

»De kalder mig Senior Woman,« siger hun med et smil.

»Nogle gange er det nemmere at arbejde med afrikanske kvinder, hvis man er ældre, fordi man i deres hjemland opnår en status med alderen. Derudover har jeg to gange besøgt Nigeria. Jeg er den eneste feltarbejder i dette område, der rent faktisk er taget ned til de landsbyer, som kvinderne kommer fra. Det betyder, at jeg ved, hvad de snakker om. Og de ved, at jeg har set og oplevet den fattigdom, som de kommer fra. Jeg har set de døde menneskekroppe på gaden i Benin City, der er berygtet for menneskehandel og ejet af kriminelle bander, som bestikker politiet,« siger den ellers glade kvinde med dyb alvor i stemmen.

Ud over at hjælpe prostituerede på gaden besøger hun kvinderne i de danske fængsler, hvor hun yder omsorg og hjælper efter behov.

Bevidst om risikoen
Kvinderne i miljøet skal vide, at de kan stole på Michelle Mildwater. Også hvis de en dag beslutter sig for at bryde med deres bagmænd.

Den rolle har gjort hende til en upopulær skikkelse i visse dele af miljøet.

Hun har modtaget direkte og indirekte dødstrusler, men det er facetter af jobbet, som hun er nødt til at se bort fra, når hun flere gange om ugen cykler fra Frederiksberg til Istedgade for at snakke med prostituerede. Og for at se, om der er kommet nye til.

»Det er mit eget valg at arbejde inden for dette område. Hvis jeg bruger min tid på at tænke over, hvad en bagmand måske kan finde på at gøre ved mig, vil jeg være stresset og have det dårligt i dagligdagen. Så jeg koncentrerer mig om at have fokus det rette sted. Det kan sammenlignes med en soldat. Han ved godt, at der er en risiko, men hvis han skal fungere, opnå noget og overleve, tænker han ikke hele tiden på, at der er en risiko for at blive slået ihjel. Man må blive i nutiden,« forklarer hun.

Skam og skyldfølelse
Michelle Mildwater er uddannet skolelærer og traumeterapeut, og en af de vigtigste ting i hendes arbejde er at vinde den handledes tillid. I et fremmed land står kvinderne oftest i en sårbar situation, hvor de på den ene side skylder en bagmand et skyhøjt beløb og på den anden side ikke tør gøre modstand, fordi det vil gå ud over familien derhjemme.

»Jeg skal oftest kende kvinderne meget længe, før de vil fortælle deres historie. Bliver man gjort til slave og manipuleret, som nogle af dem er blevet det, fyldes man med skam og skyldfølelse,« forklarer Michelle Mildwater og giver et eksempel på de hårde betingelser, som unge handlede nigerianske kvinder skal fungere under i Danmark.

»Jeg har oplevet bagmænd, der har ringet til kvinderne, hvor diskussionen er gået på, hvor mange penge der skulle afdrages på en fiktiv gæld. Jeg har også oplevet kvinder, der måtte forhandle direkte med politiet i hjemlandet for at undgå, at deres familiemedlemmer blev anholdt. Jeg har siddet ved siden af dem imens, så det er ikke en vandrehistorie,« understreger hun med stor alvor i øjnene.

Ser du dig selv som en helt?

»Nej, det er mit arbejde, og noget, som jeg selv har besluttet at udføre. Heltene er de kvinder, som jeg arbejder med. De har været udsat for store pinsler. De har vandret i månedsvis gennem ørkenen og har overlevet farlige sejlture for blot at ende i tvungen prostitution i Europa. Hvis nogen er helte, er det dem, fordi de har overlevet.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Blå bog
Alder: 59 år

Beskæftigelse: Arbejder med prostituerede i København.

Bopæl: Frederiksberg, København.
Citat fra indstillingen:
»Hun er deres eneste livsline til bare en smule værdighed og i mange tilfælde den eneste person, som hjælper dem med lægebesøg, som bisidder ved advokater, kontakt med danske myndigheder, besøg i fængsler og i mange tilfælde er deres eneste fortrolige. Hun laver et unikt socialarbejde blandt de nederste i samfundet.« Elisabeth Berg, Årslev
Hvad er en helt for dig?

»For mig er de handlede kvinder helte. De går ufatteligt meget igennem hver eneste dag, og jeg har den største respekt for dem.«

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook