»Dét, man kalder et mirakel«

Birgitte og Poul Nygaard åbner for dét, der ligger og lurer i underbevidstheden hos børn, efter at de har mistet en deres forældre. Det, der er så vigtigt at få talt om for at komme videre.

Af STEFFEN STUBAGER
Publiceret 27-12-2009

Louise har haft det hårdere end de fleste andre på 10 år. Under hendes fødsel døde hendes tvillingesøster, og to måneder før hendes fire-årsfødselsdag sagde hendes far fra efter halvandet års kamp mod kræft.

Som Louises mor, Birgitte Christensen Hviid, udtrykker det, fik Louise »nogle slemme ting med i rygsækken, som kunne springe ud senere i livet«.

Og det gjorde de. Louises rygsæk åbnede sig med rabalder, da hun tog sine første skridt ind i puberteten. Hver aften i flere måneder skreg hun fuldstændig hysterisk og tryglede sin mor og sin papfar om hjælp til at sove. Når de prøvede at hjælpe, skreg hun tilbage, at de ikke forstod noget som helst.


Birgitte og Poul Nygaard
Birgitte og Poul Nygaard har siden 2000 haft sorggrupper hver anden onsdag i godt tre timer ad gangen med nye hold hvert halve år.
Foto: René Schütze

»Vi var ved at gå i stykker til sidst. Vi anede jo ikke, hvordan vi skulle forholde os, når klokken blev syv, og der kun var en time til, at hun skulle i seng. Jeg må indrømme, at vi var bange for, at hun var psykisk syg, for det, hun gjorde var ikke normalt,« siger Birgitte Christensen Hviid.

»Jeg ved stadig ikke helt, hvad der var galt med Louise. Men problemerne er i hvert fald forsvundet, efter at hun har været hos Birgitte og Poul. De har givet hende noget, som jeg ikke magtede. De har fyldt nogle huller ud og åbnet for nogle fortrængte ting om hendes far. For eksempel har hun spurgt mig, hvad hendes fars livret var. Hun har lært at leve med, at han mangler.«

Lær at leve med sorgen
Den samme udvikling gennemgår snesevis af andre børn hvert år i Birgitte og Poul Nygaards sorggrupper i Aalborg. Det vidner stakkevis af takkebreve, -ord og -tegninger fra andre børn om:

»Jeg ved ikke, hvad I gør. Men det virker. Det må være det, man kalder et mirakel,« har én sagt.

Alle som én får børnene et tiltrængt rum til at fortælle om deres afdøde mor eller far og til at møde ligesindede, der forstår og genkender hinandens situationer. Eller som Poul Nygaard udtrykker det:

»Det er alt for tidligt at dø, når man er 30-40 år. Det går imod naturens orden, hvor de gamle hvidhårede dør først.«

Han uddyber:

»Sådan noget er vigtigt at tale om. For hvis man tænker, at det er bedst at få det skubbet ind under gulvtæppet, går det ligesom med Schlüter og Ninn-Hansen, da de fejede tamilerne ind under gulvtæppet: De falder i skidtet på et tidspunkt. I stedet skal vi sørge for, at børnene får et ordentligt voksenliv, hvor de ikke er så forskrækkede over at leve. De skal lære at leve med den sorg, som de har fået alt for tidligt.«

Først mad, så rundkreds
Børns Vilkår står bag sorggrupperne. Birgitte og Poul Nygaard har siden 2000 frivilligt haft sorggrupper hver anden onsdag i godt tre timer ad gangen med nye hold hvert halve år.

Først sidder holdets 10 børn sammen i en rundkreds og fortæller. Så laver de mad sammen, spiser og leger og spiller.

I rundkredsen spørger Birgitte Nygaard først: »Hvordan er det at være dig?«

Et efter et åbner børnene op for tankerne.

»Én har været oppe at skændes meget med sin mor og kom til at sige, at alting var bedre, da far levede. Puha, så blev hun sendt ind på sit værelse, det var ikke sjovt. På den måde lukker alle i rundkredsen op for, hvordan de har det,« siger Birgitte Nygaard.

Hun fortæller om nogle af de større børn på 15-16 år, der har fortalt, at de stadig sover hos deres mødre.

»Det er vildt grænseoverskridende for dem at fortælle sådan noget. Men når jeg så spørger, om der er andre, der sover hos deres mor, siger de fleste som regel, at de alle kender det. Så finder børnene ud af, at de alle er almindelige.«

Det er det, sorggrupperne handler om. At fortælle, hvordan det er at være sig selv for at finde frem til, at man er som alle de andre. Og samtidig at udforske og erkende sine behov.

Savnet forsvandt
Én fortalte, at hun savnede at sidde på sin fars skød. Efter at have sagt det åbent i gruppen, fortalte pigen det til sin far. Han svarede: »Du må sove alt det, du vil, på mors plads.« Efter tre dage gad pigen ikke dét mere.

En anden, Louise, fortalte i gruppen, at hun kunne huske, at hun fik rød sodavand, da hun som treårig besøgte det hospice, hvor hendes far lå for døden.

»Sådan noget kan kun ske i det rum, som vi laver. Louise havde jo behov for at finde ud af, hvor hendes gener og sådan noget kom fra, og for at kende historien om sig selv og sin far,« siger Poul Nygaard.

Louise selv var i begyndelsen ikke meget for at skulle i sorggruppe, men hendes mor skubbede hende ind over dørtrinnet, og den lille pige fandt hurtigt, hvad hun havde manglet:

»Det var rart endelig at være sammen med nogle, der har prøvet noget som en selv,« siger hun.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Blå bog

Poul Nygaard
Alder: 55 år.

Beskæftigelse: Praktiserende læge

Bopæl:Dronninglund

Birgitte Nygaard
Alder: 52 år.

Beskæftigelse: Familieterapeut

Bopæl: Dronninglund
Citat fra indstillingen:
»Min datter på 10 år mistede sin tvillingesøster under fødslen, og da hun var knap fire år sin far pga. sygdom. Hun har gennem Birgitte og Pouls gruppe lært at møde andre i samme situation, hvilket har bevirket, at hun ikke længere føler sig udenfor og anderledes.« Birgitte Christensen Hviid, Aalborg
Hvad er en helt for dig?
Poul: 
»En, der ofrer sig og sætter livet på spil for andre mennesker uden at tænke på, hvad der sker med ham selv. Superman og Spiderman, Dr. Livingstone og Florence Nightingale er da også nogle vældige helte.«

Birgitte:
»Min bedstemor døde, da min mor var 1 år, og min morfar var 28. Hans søster flyttede ud til ham langt ude vestpå for at hjælpe med at passe barnet. Det var ikke hendes drøm med livet, men det var det liv, hun fik. Derfor er hun mit store forbillede og min helt. Så er der gamle Henning "Pedel" i Dronninglund, der efter sin pension blev ved med at gå og feje, fordi han ikke syntes, at byen var køn nok.«

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook