Lokalbetjenten fra Holstebro

Henning Bøtcher Jensen forsøger med nærvær og stort engagement at holde ungdommen væk fra kriminalitet.

Af Lars Sejr
Publiceret 20-11-2009


Henning Bøtcher Jensen

Foto: Casper Dalhoff

I den jyske by Holstebro cykler et kendt ansigt rundt. Hans blå politiuniform skriger autoritet, mens det lune ansigt indgyder varme.

Henning Bøtcher Jensen er en respekteret mand i lokalområdet. Ikke fordi han dagligt slås med voldsmænd og andre forbrydere, men fordi han yder et imponerende stykke arbejde for at komme kriminaliteten i forkøbet.

På alle tider af døgnet kæmper han for at forbedre integrationen i Holstebro, og hans særlige fokus er på det socialt belastede boligområde 'Trekanten', hvor han nyder stor anerkendelse. Og så foregår det altid på cykel, så han møder folk i øjenhøjde.

"Det gælder om at forstå de unge mennesker. Derfor prøver jeg at lære dem og deres situation at kende. De skal vide, at manden i uniform er en medspiller og ikke en modspiller," siger 56-årige Henning B. Jensen med et lille smil.

Han er tilknyttet nærpolitistationen i Holstebro, hvilket gør det muligt at bruge halvanden time dagligt på kriminalpræventive snakke med områdets unge. Det betyder, at han har opbygget et bredt netværk, hvor alle kender Henning Betjent.

"De unge ved, jeg er en god fyr. Derfor tænker de sig også om, så de ikke ender på politistationen hos Henning," siger han.

Henning B. Jensen vinder de unges respekt ved at møde op hos forældrene, hvis de laver ballade. Og køres der på en tunet knallert, bliver den konfiskeret. Han er hård, men retfærdig.

Hos forældrene opnår han respekt, fordi han arrangerer aftenmøder, hvor situationen i lokalområdet behandles. Det er med til at forbedre forholdet mellem forældre og politi.

Henning B. Jensen er dybt fascineret af sit kriminalpræventive arbejde. Og selvom der kan være problemer med unge uanset deres baggrund, ser han sig selv i en særlig rolle, når det gælder integration.

"Jeg ser mig selv som en brobygger mellem de tosprogede og deres omgivelser - deriblandt mine kollegaer. For der er altid en historie bag personen. Vi kan sagtens have en generaliserende holdning, men den holder ikke altid," lyder det fra politiassistenten.

"Jeg vil have tætte relationer til områdets unge. Der skal ikke være nogen tvivl om, at de kan få hjælp ved at komme til mig," fortæller han.

Ser du dig selv som en helt?

"Helt er et stærkt ord. Jeg mener, at en helt er en, der bringer sig selv i fare for at redde nogen eller noget. På den måde er jeg ikke en helt, men det arbejde jeg laver er vigtigt. Jeg ser mig selv som en, der opfylder et samfundsarbejde lidt ud over det sædvanlige."

Henning B. Jensens blev i oktober overrakt Integrationsministeriets Ildsjælepris for sit store kriminalpræventive arbejde.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Henning Bøtcher Jensen
Foto: Casper Dalhoff

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook