Kan man blive en helt ved at likvidere?

De danske frihedskæmpere tog kampen op mod den tyske besættelsesmagt med sabotage, drab og illegal presse. Særligt likvideringerne har været svære at tale om.

Af Lars Sejr
Publiceret 23-11-2009

De slog flere end 400 mennesker ihjel. Gerne på klos hold og uden nævneværdig erfaring med skydevåben. Siden midten af 1940'erne er de blevet kaldt alt fra frihedskæmpere og modstandsfolk til helte og terrorister.

»De tog kampen op mod besættelsesmagten direkte. De satte ikke bare deres eget liv på spil, men også deres familiers. Det er modigt og ikke noget, som man bare gør,« siger Jakob Sørensen, der er museumsinspektør på Frihedsmuseet.

Ifølge Jakob Sørensen bør man se nuanceret på modstandskampen, før man udråber dens deltagere som helte. For de første modstandsgrupper i Danmark bestod ikke af gennemsnitlige borgere:

»De var unge konservative fra den yderste højrefløj, kommunister og medlemmer af partiet Dansk Samling. I alle tre tilfælde var det mennesker, der ikke kæmpede for et demokratisk styre. Kommunisterne støttede deres tankegang, og de unge konservative var mere optagede af demokratiets svagheder. De støttede den stærke mand, som man kender det fra fascismen, og var kritiske over for parlamentarismen.«

Ømtåleligt emne

Senere i krigen forsvandt ekstremisterne i mængden, fordi kampen mod tyskerne trak flere og flere almindelige danskere til.

I modstandskampen blev der gjort meget for at genere besættelsesmagten. Det skete med alt fra likvideringer og sabotage af fabrikker til fremstillingen af illegale blade.

Siden Befrielsen har særligt likvideringerne været svære at tale om for modstandsfolkene, fortæller Peter Birkelund. Han er seniorforsker ved Rigsarkivet og en af de førende eksperter i besættelsestidens modstandskampe.

»Stikkerlikvideringerne er et dunkelt kapitel i historien om modstandsbevægelsen. De fleste modstandsfolk vil ikke tale om dem og mener, at det er noget, som vi bør forbigå i tavshed. De vil ikke have rusket op i fortiden og er bange for at blive udråbt som mordere, som de blev det efter krigen,« fortæller han.

Ni deciderede fejltagelser

Modstandsfolkenes holdning skal ses i lyset af, at de tyske soldater var så godt som fredede, og at man derfor primært dræbte danske stikkere eller danskere, som på anden måde arbejdede for tyskerne.

»Ni drab er blevet erkendt som deciderede fejltagelser, og der er selvfølgelig flere, hvor det kan diskuteres, om det var nødvendigt. Men modstandsfolkene opfattede det som krig. Og hvis ikke de præventivt skaffede potentielt farlige mennesker af vejen, ville det kunne gå ud over modstandskampen. Men de er ikke glade for at tale om det,« siger Peter Birkelund.

Jakob Sørensen fra Frihedsmuseet er da også påpasselig med at kalde de danske modstandsfolk for helte. Han nævner som eksempel Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmith, der også er kendt som Flammen og Citronen.

»Jeg opfatter ikke modstandsbevægelsens medlemmer som helte. De var almindelige mennesker, der gjorde usædvanlige ting. Flammen og Citronener i virkeligheden ret problematiske som mennesker, fordi de slog så mange ihjel. At gennemføre så mange likvideringer kræver, at man er en ret speciel type menneske. Og jeg ville ikke finde det betryggende at have for mange som dem i samfundet,« fastslår han.

Flammen og Citronen var en del af modstandsgruppen Holger Danske og menes at stå bag 11-12 likvideringer.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook