»Far er en helt, når han hjælper med Legokassen«

Et hurtigt stykke køkkenrulle til en blodnæse og en storebror, der er stærk. Hverdagens små heltebedrifter tæller højt, når man kun er fem år gammel.

Af Jens Ehlers
Publiceret 02-12-2009


Børn fra Prinsessehøj Børnehave
Jonas udførte en heltegerning, da han kom med papir til Gustavs blodnæse. Helten er nemlig den, der hjælper andre , mener de i Prinsessehøj Børnehave. Fra venstre Jonas, Gustav og Lucas.
Foto: Torben Stroyer
 

Det er den første decemberdag i Virum-børnehaven Prinsessehøj. I "Radissernes" stue pakkes årets første kalendergaver væk og fantasien frem, så de 14 børn i fire-fem-årsalderen er klar til dagens historiefortælling.

De skal selv brygge med på historien om Ole, der hjælper Kong Vinter og Onkel Rimfrost i kampen for at få sneen til at drysse.

Selv har børnene allerede gjort deres. På bordet står snelanterner af syltetøjsglas, og i dag skal hvid uld og sæbevand filtes til snebolde til vinduet.

Min bror - han er stærk!

»Onkel Rimfrost synes, at Ole er en god ven. Man kan måske sige, at han er en helt. Hvad synes I er en helt?« spørger pædagogen Ulla Jørgensen ud i flokken.

»Det er sådan en, der hjælper alle mulige. Fordi han synes, det er godt,« svarer lille Jonas og høster anerkendende nik omkring sig.

»Det kommer nogle gange i radioen, hvis der er ildebrand, eller nogen er stukket af. Så kan helten komme og hjælpe.«

»Eller politiet. Det er også en slags helte,« tilføjer Ea.

I anledning af den første decemberdag har hun iklædt sig nissehue og tykke rottehaler.

Pædagogen nikker enig. Mens de små hoveder funderer videre over heltebegrebet, krammer de våde fingre koncentreret ulden sammen i skålen med sæbevand.

»Kender I selv nogen helte?« spørger pædagogen.

»Min storebror,« kommer det fra Asta, en af stuens yngste.

»Han er stærk. Og hvis der var ildebrand i vores hus, kunne han slukke den med en vandslange,« lyder det fra den krølhårede pige.

Uvidende om at der på taburetten over for hende allerede sidder en vaskeægte helt. I hvert fald hvis det står til sidekammeraten Gustav:

»Jonas er min helt, for han hentede papir og tørrede min næse, da jeg havde næseblod.«

Straks overøses den nyslåede helt af beundrende blikke fra hele flokken. Hænderne må op for at skærme det rødmende ansigt for den pludselige opmærksomhed.

Søskende og forældre

Det er dog ikke nødvendigvis dramatikken, der gør en rigtig helt for de mindste. Store søskende, mødre og fædre nævnes igen og igen som forbilleder ved deres blotte tilstedeværelse. En mor er en helt, fordi hun er sød. Og Mikkels far er det, fordi han er Mikkels gode ven.

»Min far er også en helt, fordi han leger med mig og hjælper mig med at åbne min kasse med Lego-klodser,« føjer Daniel til.

Helt ved den næste højtid

Sneboldene er ved at være klar til Kong Vinter, så han kan gøre julen hvid. Andre helteskikkelser dukker op, når snakken falder på børnenes næste højtid.

»Hvad skal I være til fastelavn?« spørger Ulla Jørgensen.

»Den sorte Spiderman, for han er min yndlings,« svarer Klara. Hun har ikke tænkt nærmere over, at den sorte tegneseriefigur er ond, og det er tilsyneladende også underordnet.

Lucas vælger den røde Spiderman-figur, fordi den er god, mens Ea svinger mellem zebra og balletdanserinde. Hos Gustav har ét forbillede til gengæld sat sig fast:

»Så skal jeg klædes ud som Jonas, for han er jo min helt!«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook