En helt er en, man ser op til

For en 15-årig skal en helt være en, man kan se op til. En snak med en folkeskoleklasse giver et bredt spekter over, hvem nutidens unge ser som deres helte.

Af Lars Sejr
Publiceret 03-12-2009


9.B fra Grydemoseskolen
Navne på mange kendte popper op, når eleverne i 9.B på Grydemoseskolen taler om helte: Fra Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela, til fodboldspillerne Christiano Ronaldo og Jesper Christiansen - sidstnævnte dog mere som forbillede end som egentlig helt. 
Foto: Lars Krabbe

Cristiano Ronaldo, Nelson Mandela, storesøsteren eller måske de danske soldater. Der er ikke meget enighed, når ungdommen skal pege på deres helte.

»Helte er nogen, man ser op til. De har oplevet noget, man også selv har lyst til at prøve,« siger Pernille Andersen.

Hun er en af de godt 20 elever fra 9.B på Grydemoseskolen i Espergærde, der har sagt ja til at fortælle om deres helte.

For eleverne er det vigtigt, at man kan identificere sig med sin helt. Derfor er politimænd, brandmænd og andre, der i kraft af deres arbejde sætter livet på spil, ikke nødvendigvis helte, mener Sandra Andersen.

»Politimænd og brandmænd bliver først helte, hvis de hjælper en personligt. Hvis en brandmand redder mit liv, vil han for mig helt sikkert være en helt, men jeg er nødt til selv at opleve det. Ellers bliver det for upersonligt,« forklarer hun og høster både anerkendelse og lettere hovedrysten fra sine klassekammerater.

Det er nemlig ikke alle, der er enige i den udlægning.

»Jeg synes, at man godt kan kalde dem helte. Det er altså ikke alle, der tør at gå ind i en brændende bygning. Det kræver et vist mod,« vurderer klassekammeraten Frederik Møhl.

Soldaterne er helte

Tobias Mathiassen har FCK-målmanden Jesper Christiansen som sit personlige forbillede, men det er ikke det samme som, at målmanden er hans helt. For de virkelige helte skal findes uden for landets grænser, mener han.

»Jeg har stor respekt for dem, der tager til Afghanistan og bekæmper Taleban og Al-Qaida. Uden soldater i Afghanistan havde terroristerne nok haft større magt end nu. Jesper Christiansen er ikke en helt, men det er min drøm at opnå det samme som ham. For mig er soldaterne hverdagens helte,« siger Tobias Mathiassen.

Søster og moster

De mange elever i klassen har hver deres individuelle helte, og det strækker sig lige fra fodboldspilleren Cristiano Ronaldo til den tidligere Sydafrikanske præsident, Nelson Mandela, og Corey Taylor, der er forsanger i metal-bandet Slipknot.

Men for Malene Bille er helten langt mere jordnær.

»Min helt er min søster. Hun er vært på DR børne-tv og har opnået alt det, hun har drømt om - og alt det jeg gerne vil opnå. Jeg ser også op til kendte skuespillere, men da jeg ikke kender dem personligt, er det svært at se bag facaden. Det er nemmere med min søster, og derfor er hun min helt,« siger hun og får støtte af sidemanden.

»Min helt er min moster. Hun tør være sig selv og rejser gerne rundt alene. Hun er ligeglad med, hvad andre tænker,« siger Katrine Bannow.

Ifølge klassekammeraten Sophie Rasmussen er det svært at pege på en specifik helt, da det er forskelligt, hvad der inspirerer de forskellige elever.

»Hvem, der er helte, afhænger af, hvordan man ser på det. På den ene side kan politiet og ambulancefolk sagtens kaldes helte, men det kan ligeså godt være nogen, der påvirker ens dagligdag. Det vigtigste er, at en helt kan inspirere dig,« slår hun fast.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Det mener 9.B. på Grydemoseskolen om ...

B.S. Christiansen: Han er ikke en helt. Han prøver hele tiden at være hård, men det tv, han laver, fjerner den hårde attitude.

Daniel Agger: Han er ikke en helt, men man kan ikke have andet end respekt for hans karriere og det, han har opnået på en fodboldbane.

Sygeplejersker: De er helte, fordi de gør folk raske. De hjælper folk, der ikke kan klare sig selv, og det kan være ret hårdt.

Britney Spears: Hun var et idol engang, men det er hun ikke mere. Dog er det sejt, at hun stadig kan have en karriere efter sin nedtur.

Sidney Lee: Han er ingen helt og helt til grin, men det er sejt, at han tør gå rundt og ligne noget, der er løgn.

De danske soldater i Afghanistan: De er helte, fordi de sætter deres liv på spil for freden. Det giver respekt, at de risikerer alt for at forsvare os.

Forældre: De er en slags helte. De har passet på os, siden vi blev født, og holdt af os, opdraget os og givet deres værdier videre. Men der er andre, man ser mere op til.

Jesus: Hvis man tror på Jesus og det, han har gjort, er han nok den største helt, verden nogensinde har set. Men han er ikke en, man kan forholde sig til i hverdagen.

Barack Obama: Han er en helt, der laver en del om i USA. Han er også med til at gøre den sorte del af befolkningen mere accepteret i landet.

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook