For han er en af vor egne

Superheltene plejer at bremse de frygtelige superskurke og genskabe idyllen. Men nu har de brug for hjælp fra dig og mig.

Af Tom Hermansen
Publiceret 06-12-2009

Hvor var du, hvorfor reddede du os ikke, hvordan kunne du lade det ske? Sådan var reaktionerne fra forfærdede newyorkere, da Spider-Man ankom for sent til at afværge katastrofen: Angrebet på World Trade Center.

11. september er flittigt behandlet i superhelte-tegneserier. Hver gang træder superhelten i baggrunden og overlader redningsarbejdet til hverdagens helte.

Eksempelvis erkender Superman i ruinerne efter angrebet, at han blot er en fiktionsfigur og derfor ude af stand til at redde verden. Mens man i baggrunden ser en brandmand, der holder et amerikansk flag, siger Superman: »Heldigvis er denne virkelige verden beskyttet af sine egne helte.«

11. september var et kollaps mellem tegneserie og virkelighed. Den rene ondskab forårsaget af en kynisk superskurk, som man hidtil kendte fra superheltetegneserierne, fandt nu sted i den virkelige verden. Forskellen var bare, at superheltene ikke kunne stille noget op mod udåden, hvilket er en traumatisk erkendelse for superhelten og alle os andre:

Nu troede vi lige, at superhelten alene kunne redde verden fra det onde - håndgribeligt i tegneseriefortællingen og symbolsk i den virkelige verden.

Super-lammelse

Superheltenes reaktioner på 11. september afslører, hvor forbundet genren er med vores umiddelbare dagligdag. Lige fra Supermans fødsel i 1938 har superhelte-tegneserierne været et spejl af den i stigende grad komplicerede verden, vi lever i.

I western- og krimitegneserier - før superheltenes ankomst - forsvarer helten lov og orden ved hjælp af hårdt arbejde og høj moral, og skurkens mål er ikke så langt fra vores eget, nemlig hurtig rigdom og magt.

I det højmoderne samfund har skurken fået nye mål. Med nye opdagelser inden for videnskab, teknologi, biologi, kemi og fysik er han nu udstyret med avancerede redskaber, hvormed han kan manipulere eller endda totalsmadre verden. Skurken blev således til en superskurk med superkræfter, og derfor må den gode være mere end et menneske, han må være et supermenneske.

Men med superskurkens voksende, svulmende magt er superheltens kræfter tilsyneladende tilsvarende formindskede. Superhelten ligner mere og mere os almindelige mennesker, og når selv ærkesuperhelten, den fejlfrie Superman, kapitulerer i mødet med de mørke kræfter, står det slemt til. Eller gør det?

Måske superheltene (og deres tegnere) med vanlig super-indsigt forsøger at sige os noget?

Forfald og genopstandelse

Superhelte-genren blæste tegneserie-universet op i skala: Megabyer med deres skyskrabere og hjemløse, nationale og globale problemstillinger samt hensynsløse superskurke. Genren blev skabt som en gengivelse af postindustrisamfundet, hvis lyse sider - oplysning, sandhed, demokrati, videnskab og frihed - altid ledsages mørke kræfter som fattigdom og destruktion.

Måske pointen i mange nyere superhelte-fortællinger er, at superhelten ikke længere kan håndtere kampen mellem det gode og det onde alene, men at han eller hun behøver hjælp fra hver enkelt?

Superhelte-forfaldet begyndte for alvor med Spider-Mans entré i 1962. Her fik vi en superhelt, der faktisk ikke er en rigtig superhelt, idet han ikke har overmenneskelige kræfter. Og værst af alt kæmper han ikke kun mod ydre dæmoner, også indre.

Han ligner derfor os mennesker i skræmmende grad. Batman har også sine komplekser. Og i 1986/87 kom den serie, der åbenlyst dekonstruerede ideen om den fejlfrie superhelt: "Watchmen".

Væk fra kloden

Historien om Watchmen er en nådesløs omvurdering af superhelte-genren. Serien, der for nyligt blev filmatiseret, er kendetegnet ved en mørk realisme, hvor superheltene går rundt blandt os.

De er mere realistiske end Spider-Man og endnu mere forpinte. "Watchmen" justerer den virkelige verdenshistorie ved at fejre USA som suveræn vinder af Vietnam-krigen og ved at forhindre præsident Richard Nixons fald, mens hovedsuperhelten Dr. Manhattan vinder Den Kolde Krig over de rædselsslagne russere.

Men han forsvinder lige pludselig fra Jorden en dag, da han keder sig blandt menneskene. Tilbage på kloden står vi med en alt for truende atomkrig. Og dermed kan "Watchmen" læses som en fortælling om, hvorledes fantasien om superhelten, der altid redder os fra det onde, kan blive et mareridt med katastrofale følger.

Dr. Manhattan viser sig at være ligeglad med alle andre end sig selv, og denne modbydelige sandhed stiller spørgsmålet: Måske vi er bedre tjent med en verden, hvor vi ikke lader superhelte klare alle problemerne på egen hånd, men derimod en verden, hvor hver enkelt dagligt deltager i kampen mod de mørke kræfter.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Superman
Osama bin Laden og hans terrorister er et alt for levendegjort tegneseriemareridt, som end ikke Superman kan redde os fra. 
Foto: supermanofsteel.com

Tegneserier: Superheltene
Superhelten er en skabning, der som absolut hovedregel har overmenneskelige kræfter. Blandt de mest kendte er Superman, Spider-Man, Batman, Wonder Woman, Captain America, De Fantastiske Fire og X-Men.

De bærer dragter eller masker for at skille sig ud fra mængden, ofte har dragterne lighedstegn med deres navne, eksempelvis ligner Batmans dragt en flagermus.

Superman fra 1938 er den første superhelt, og genren er et amerikansk fænomen, sandsynligvis affødt af depressionen i USA.

Superheltene har gennemgået en forvandling fra usårlige til mere menneskelige. Men de er stadig drønpopulære: De seneste fem år har talt stribevis af omkostningsrige biograffilm om superheltene.

Det er primært de amerikanske forlag Marvel Comics og DC Comics, der udgiver superheltene. Den epokegørende serie "Watchmen" udgives herhjemme af tegneserieforlaget Faraos Cigarer.

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook