I heltenes land

Sovjetunionen var heltenes land, men Rusland har bevaret mange af dem. Medaljen "Sovjetunionens Helt" blev uddelt 12.745 gange, og kvinder, der fødte mindst 10 børn, blev "Heltemor". Flere byer er "heltebyer".

Af Niels Jürgensen
Publiceret 08-12-2009


Ruslands helt fejres
I dag er "Sovjetunionens Helt" afløst af "Ruslands Helt", men heltene fra sovjettiden fejres stadig - her er det præsident Dmitrij Medvedev, som i sidste uge i Kreml uddelte priser til helte fra Anden Verdenskrig. Præsidenten taler med Jekaterina Djomina, som i flåden var med til at bekæmpe Nazityskland 1941-1945.
Foto: Misha Japaridze/AP
 

Rusland er om noget heltenes land. I hvert fald bedømt ud fra antallet af officielle pristildelinger.

Det var især tilbage i Sovjetunionens tid, at heltemedaljerne blev tildelt. Det skete med henvisning til »heroiske handlinger over for den sovjetiske stat og det sovjetiske samfund«. Næste orden i rangfølgen var Lenin-ordenen, der ellers tidligere havde været den højeste.

"Sovjetunionens Helt" blev indstiftet i 1934 og uddelt sidste gang den 24. december 1991 - to dage før den officielle opløsning af Sovjetunionen. I alt blev det til 12.745 tildelinger til 11.635 personer, hvilket altså betyder, at nogle har modtaget den flere gange.

Kosmonauter og bødler

Blandt dem, der modtog den én gang, var det hemmelige politi NKVD's chef, bødlen og massemorderen Lavrentij Berija, der blev likvideret i 1953 efter sovjetdiktatoren Josef Stalins død, og den noget mere sympatiske kosmonaut Jurij Gagarin, verdens første mand i rummet.

Også den legendariske/berygtede sovjetspion Richard Sorge er blandt prismodtagerne.

To gange blev "Sovjetunionens Helt" tildelt krigshelte fra Anden Verdenskrig som marskallerne Ivan Konjev og Konstantin Rokossovskij - og selvfølgelig Stalin selv som "generalissimus" for Den Røde Hær. Tre gange er den gået til helten fra borgerkrigen i 1918-20, kavalerigeneral og senere marskal Semjon Budjonnij.

Firdobbelt helt

Der er sågar borgere, der blev Sovjetunionens Helt hele fire gange. En af dem var sejrherren fra Anden Verdenskrig, marskal Georgij Sjukov. Hvad ikke så få nok følte var fuldt fortjent.

En anden var den mangeårige sovjetleder Leonid Bresjnev, der som førstesekretær for kommunistpartiet og formand for Den Øverste Sovjets præsidium (præsident) holdt den forstenede og dødsdømte sovjetunion i en skruestik fra 1964 til sin død i 1982.

Lige netop den firdobbelte tildeling af heltemedaljen grinede man en del af ude i de små hjem. Dog ikke uden for hjemmets fire vægge.

Heltemor til 10

Men man kunne også blive helt på andre måder. For eksempel ved at føde mindst 10 børn. Det udløste fra 1944 titlen "Heltemor" med tilhørende medalje.

Ifølge sagens natur var det helt overvejende kvinder, der modtog titlen - i flere grader alt efter hvor mange børn, man havde født.

Det blev til i alt 430.000 tildelinger. En enkelt mand kunne dog iføre sig heltemor-medaljen efter at have adopteret 12 forældreløse drenge.

Flere anmodninger er blevet indgivet til den russiske ledelse om at genoprette titlen som heltemor - ikke mindst på baggrund af Ruslands hastigt faldende fødselstal.

Ruslands helt

I dag er Sovjetunionens Helt afløst af titlen Ruslands Helt. Titlen blev indstiftet i 1992 og er til dato tildelt 930 personer.

Der er også "heltebyer". Byer, der ydede en heroisk indsats mod den nazityske invasion i årene fra 1941 til 1945.

Øverst på listen står Skt. Petersborg (dengang Leningrad), der i 900 dage fra 1941 til 1944 under ufattelige lidelser holdt ud mod de nazityske angreb. Andre er Volgograd (dengang Stalingrad), Ukraines hovedstad, Kiev, Sevastopol på Krim og Odessa ved Sortehavet.

Disse byers indsats mindes ved det daglige vagtskifte lige op ad Kremls mur i Moskva.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook