Hvornår griber du ind?

Frygt, egoisme og ligegyldighed kan betyde, at man ikke griber ind, når et andet menneske er i fare. Men det kan have alvorlige psykologiske konsekvenser, hvis man lader et andet menneske i stikken.

Af LISE BANK HORNUNG og SOFIE STOKHOLM
Publiceret 20-10-2011

Vi kender alle helten, som braser ind i det brændende hus for at redde børn og gamle damer ud. Og så er der antihelten, der blot vender sig om og går fra katastrofen.

Hvad får mennesker til at lade være med at gribe ind, når andres liv er i fare? Hvorfor ignorerer man et overfald på gaden eller et voldeligt ægteskab på etagen nedenunder?


Hvornår griber du ind?
Det er umuligt at forudsige, om man vil gribe ind, når andres liv er på spil. Men som regel er antihelten mere tilbageholdende, mindre aggressiv og temperamentsfuld end helten. Derudover kan antihelten være egoist og bange for selv at komme til skade.
Foto: Illustration: Gert Gram

Ingen helte-definition
Jan Tønnesvang er professor i almen psykologi ved Aarhus Universitet. Ifølge ham er et af de vigtigste emner i psykologien, hvad der får folk til at gribe ind for at hjælpe andre og sætte eget liv på spil. Der kan være mange årsager til, at nogle ikke skrider til handling.

Først og fremmest gælder det, at ens reaktion er uforudsigelig.

»Men der er nogle personlighedstræk, som typisk øger chancen for, at man griber ind. Udadvendte, aggressive og temperamentsfulde mennesker gør som regel noget ved sagen, men det kan lige så vel være den usikre person, der overrasker ved at gøre noget,« siger han.

Et klassisk eksempel fra fiktionens verden er den ellers hjælpeløse Maude i Matador, som endelig træder i karakter, da jøden Stein skal hjælpes med at flygte til Sverige under Anden Verdenskrig.

Hun er kvinden, som ingen forventede, ville gøre noget.

Men det er ikke kun personligheden, som afgør, om vi udfører en heltedåd. De handlingsmønstre, som man er vokset op med, er afgørende for, om man ofrer sig selv for andres skyld. Hvis far uden tøven skred ind over for handlinger, som han fandt forkerte, har man en handlingsskabelon med sig til senere i livet.

Derudover har frygt og egoisme helt åbenlyst meget at sige.

»Det er dog lidt lettere at tilgive manglende mod, end hvis personen tænker "mine sko bliver våde, og det kommer i øvrigt ikke mig ved",« siger Jan Tønnesvang.

Et kultur-problem
Som han ser det, er den meget autoritetstro mentalitet på vej til at blive et problem i dansk kultur.

Han mener, at den personlige dømmekraft bliver sat til side, og at man i stedet forlader sig på, at myndighederne nok skal tage affære på den rigtige måde.

»Denne tendens afspejler sig i, at karakterer i uddannelsessystemerne ikke længere handler om selvstændighed, men om, hvor mange fejl man har. Der bliver på den måde ikke lagt op til, at man træner sin personlige dømmekraft,« siger han og tilføjer, at en sådan mentalitet ikke lægger op til, at man begår en heltedåd, mener han.

»Vi mennesker har klare moralske holdepunkter, men det er ikke altid, at vi lever op til dem, når vi står i situationen,« siger filosof ved Aarhus Universitet Torben Andreasen.


Maude fra Matador
I tv-serien "Matador" steg antihelten Maude pludselig ud af sengen og trådte i karakter, da jøden Stein under Anden Verdenskrig skulle hjælpes i sikkerhed i Sverige.
Foto: Sandrew Metronome/DR

Det er noget alment menneskeligt, at frygt, egoisme og autoriteter kan få os til at bakke ud og lade være med at gribe ind over for noget åbenlyst forkert. Og det er de samme mekanismer, som kan drive mennesker til at gøre ondt mod andre.

Torben Andreasen nævner den velkendte lignelse om den barmhjertige samaritaner. I lignelsen bliver en mand bedt af Jesus om at udpege den mest barmhjertige af tre mænd. Han vælger samaritaneren, fordi han hjalp en nødlidende mand. Ifølge Torben Andreasen er lignelsen et skoleeksempel på, at man godt kan genkende høj moral, når man ser den, selv om man ikke selv ville handle efter det.

De fleste forventer, at de vil bryde ind, hvis en person bliver overfaldet, selv om det ikke er tilfældet. Det peger på forskellen mellem ens moral og ens reelle handlinger.

»Der var engang et par skuespillere, som simulerede en voldtægt på åben gade for at se, hvor mange der greb ind. Ingen blandede sig,« siger Torben Andreasen.

Den psykologiske død
Ifølge Gorm Harste, lektor i sociologi ved Aarhus Universitet, kan den stigende individualisering i Danmark være til hinder for, at man træder til og blander sig i f.eks. et overfald.

»Forskning viser, at man i dag taler mindre sammen og involverer sig mindre med andre, end man gjorde f.eks. under krigen,« siger han.

Uanset årsagen kan det have psykologiske konsekvenser, hvis man føler, man har ladt et andet menneske i stikken.

»Ofte er det dilemmaer uden endegyldige svar. Men hvis man ikke går ind i det brændende hus, redder man måske livet, men man dræber sit psykologiske jeg. Så er man nødt til at fortrænge skammen og skyldfølelsen bagefter,« siger Jan Tønnesvang.

Ens selvforståelse kan blive alvorligt skadet, hvis man ikke skrider ind, fordi man regnede med, at man ville reagere, forklarer han.

Copyright: Jyllands-Posten

LIGNELSE: "PARABLE OF THE SADHU"

"Lignelsen om Sadhuen" er navnet på en bog, som Bowen McCoy, en amerikansk jurist, skrev efter at have overladt en syg mand til sig selv i Himalayas bjerge. Bogen omhandler især, hvordan man sikrer, at grupper af mennesker håndterer moralske dilemmaer på en ordentlig måde.

I 1982 drog McCoy mod bjergkædens tinder med en gruppe erfarne bjergbestigere. Da gruppen befandt sig foran det sidste pas inden bjergtinden, havde den travlt, fordi sneen var ved at smelte. Så da en anden bjergbestiger afleverede en næsten livløs indisk mand - en sadhu - for fødderne af McCoy, rejste et dilemma sig. Bjerget eller sadhuen? De sørgede for tøj, mad og drikke til manden, men Bowen McCoy forlod hurtigt stedet til fordel for bjergtinden. Sadhuen var i flere bjergbestigeres hænder, men endte med at blive efterladt i 4,5 kilometers højde. Ingen fandt senere ud af, hvad der var sket med sadhuen.

JURA Det har man pligt til
Hvis man f.eks. ankommer til et trafikuheld, skal man efter bedste evne hjælpe de involverede personer.

Hvis man undlader at hjælpe, kan man idømmes bøde eller fængselsstraf efter straffelovens paragraf 253.

I loven står dog også, at man kun har pligt til at hjælpe, hvis man ikke udsætter sig selv for fare.

"THE BYSTANDER-EFFECT"

Begrebet om the bystandereffect, bedst oversat "tilskuer-effekten", blev til efter et grusomt drab i 1964 i USA.

Midt i et boligkvarter i Queens, New York, blev en kvinde stukket med en kniv i ryggen, og hun faldt skrigende om. Gerningsmanden stak kvinden ihjel og misbrugte hende seksuelt, mens mindst 30 beboere i området undlod at gribe nævneværdigt ind.

Enkelte kontaktede politiet, og en nabo råbte ud ad vinduet, at manden skulle lade offeret være. Alle beboerne hørte noget, men ingen vidste nøjagtigt, hvad der foregik.

Hændelsen satte gang i en omfattende forskning af, hvorfor mennesker er mindre tilbøjelige til at yde hjælp, når de befinder sig i grupper.

Forskningen har bl.a. vist, at når ingen andre reagerer i en gruppe, opfattes det som et tegn på, at der ikke er behov for hjælp.

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook