Man når ikke at tænke

Magnus Lynge Sørensen og Nick Karstensen reddede i sommer to små piger fra at drukne i et svømmebassin på en campingplads.

Af Dorte Heide Pedersen
Publiceret 19-12-2010

Det er en varm juli-dag på Vestbirk Camping.

Den 14-årige Nick Karstensen og hans lillebror har netop spist aftensmad og er på vej ned til en sidste tur i poolen.

Her får de øje på to piger, der ligger henholdsvis på bunden af bassinet og flyder rundt i vandoverfladen med ansigtet nedad.


Magnus Lynge Sørensen og Nick Karstensen
Magnus Lynge Sørensen og Nick Karstensen er her fotograferet på en bro over Gudenåen. Begge tøver med at kalde sig helte, men indrømmer, at det var lidt sejt, hvad de gjorde.
Foto: Ole Lind

De to otteårige piger, der ikke kan svømme, har i en times tid leget på det lave vand og konkurreret om, hvem der kan være under vandet i længst tid, og på et tidspunkt ender de ude på det dybe vand.

Ligesom Nick Karstensen og hans lillebror tror resten af badegæsterne, at det er en del af pigernes leg, og flere personer svømmer hen over og rundt om de livløse piger, der på det tidspunkt har ligget omkring fire minutter under vandet.

»Kan du svømme?« Pigernes lillesøster kommer hen til Nick og spørger, om han kan svømme, for hun synes, at de har ligget i vandet i lang tid. Nick Karstensen tager en hurtig beslutning og springer i bassinet, hvor han dykker ned på bunden efter den ene pige og får hende trukket op til vandoverfladen, hvor han skriger efter hjælp. Flere gæster kommer til og hjælper ham med at få pigen op over bassinkanten.

Samtidig leger 15-årige Magnus Lynge Sørensen og hans lillesøster på vandrutsjebanen, og Magnus hører Nick råbe om hjælp. Han får øje på pigen i vandoverfladen, og han springer som den eneste i vandet efter hende.

Først tror han stadig, at de leger, og han siger til hende, at hun hellere må komme op, men han opdager hurtigt, at hendes krop er helt slap, og øjnene er udtryksløse. Nick Karstensen løber ind til receptionen og sørger for, at der bliver ringet efter en ambulance, og nogle af gæsterne forsøger at genoplive pigerne.

En dramatisk aften
Både Nick Karstensen og Magnus Lynge Sørensen er sikre på, at pigerne er døde, og det lægger en stor dæmper på feriehyggen den aften, husker de. De er i dag, et halvt år efter ulykken, samlet omkring køkkenbordet hos Magnus' familie i Tørring ved Vejle for at fortælle om den dramatiske aften i sommer.

»Jeg havde det temmelig dårligt, og jeg husker, at jeg græd, da jeg kom tilbage til campingvognen. Man er ikke sig selv, når sådan noget sker, og der susede mange tanker gennem hovedet om, hvad følgerne ville være for pigerne, og om de ville overleve,« siger Nick Karstensen, der bor i Taulov ved Fredericia.

Nicks mor husker, at han blev ved med at fortælle om de døde øjne, der bare stirrede på ham, og også Magnus Lynge Sørensen beskriver det som en choktilstand.

»Det er sådan noget, der sker på film, ikke for én selv.

Mine hænder rystede helt vildt bagefter, og jeg havde ingen appetit. Jeg tænkte meget på pigernes ansigter, og at det var meget synd for deres forældre,« siger han.

Pigerne i kunstig koma
Omkring kl. 22 ringede politiet og fortalte, at pigerne ville overleve, men at de var lagt i kunstig koma, og at det var usikkert, om de ville få mén.

De unge redningsmænd fik stor ros, og fik at vide, at det havde drejet sig om sekunder.

Pigerne kom sig helt uden mén af ulykken, og omkring tre uger efter mødtes de med Magnus Lynge Sørensen og Nick Karstensen på campingpladsen.

De husker intet fra ulykken.

»Der var krudt i pigerne, og de var helt klar på at komme ud at bade igen,« griner Nick Karstensens mor og husker, at den ene pige sagde: »Tak fordi I reddede mit liv. Det var godt, I tog mig op, for ellers var jeg død.« Drengene tøver med at kalde sig selv helte, men det er da lidt sejt, hvad de gjorde, erkender Magnus Lynge Sørensen med et smil, og Nick Karstensen er enig: »Det styrker da selvtilliden,« som han siger.

»Jeg synes selv, at det var mærkeligt, at jeg bare hoppede i, for der er så mange, der har sagt til mig, at hvis det var dem, ville de ikke turde, så ville de bare gå i panik og stå stille og se, om der var andre, der hoppede i. Men jeg registrerede overhovedet ikke de andre, jeg hoppede bare i uden at tænke over det,« siger Magnus Lynge Sørensen.

Stolt mor
Om sønnens heltebedrift lyder det fra Nicks mor: »Hold op, jeg er stolt. Man kan ikke være andet. Jeg har en rigtig god dreng.«

Og Magnus Lynge Sørensens mor tilføjer: »Man kan tro og håbe, at man selv ville gøre det rigtige, men de to knægte gjorde det rigtige. Magnus kan ikke forstå, hvorfor vi andre er så meget oppe at køre over det. Så plejer jeg at sige til ham: Jamen den dag, du selv får børn, Magnus, ser du på det på en helt anden måde.«.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Navn på nominerede

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook