Mønsterbryder blev Årets Helt

Den 48-årige ortopædkirurg Sajida Afzal blev Årets Helt 2011. Prisen på 100.000 kr. blev uddelt af Morgenavisen Jyllands-Posten og TrygFonden og går til hendes børnehospital i Pakistan.

Af Sofie Stokholm
Publiceret 15-01-2012

Sajida Afzals øjne skinnede om kap med solen, da hun i går eftermiddag blev kåret til Årets Helt 2011. Solstrålerne væltede ind ad vinduet og badede lokalet i lys, da spændingen endelig blev udløst.

Alles øjne hvilede på Sajida Afzal, da hendes navn blev råbt op.

»Det er helt fantastisk. Jeg havde ikke turdet håbe på noget som helst, så jeg er meget glad lige nu,« siger en storsmilende Sajida Afzal efter at have fået overrakt blomster, et sølvfad og en check på 100.000 kr. skattefrit.

Efter en klapsalve væltede lykønskningerne ind lidt efter lidt fra de resterende nominerede, som Sajida Afzal glad og ydmygt tog imod.

Ortopædkirurgen blev Årets Helt, fordi hun er rejst fra sit danske job og to ældste børn for at bygge et børnehospital i Pakistan for at hjælpe landets fattige børn.


Vinder af Årets Helt 2011

Foto: Sanne Vils Axelsen

Pengene skal gå til Maheen Hospital, som det skal hedde og betyder, at Sajida Afzal nu kan betale de første afdrag til arkitekten.

Og det går fremad med projektet. Hospitalet er tegnet, alt udstyr er på plads, og hun har fået mange gode kontakter i landet.

»Prisen er en accept af, at det er det rigtige, jeg gør. Og at det nok skal lykkes for mig at bygge hospitalet, selv om jeg i begyndelsen havde min tvivl,« siger Sajida Afzal, som kort tid efter prisuddelingen måtte haste videre for at nå et fly til Pakistan.

Jordskælvet i 2005
Det var netop en rejse til Pakistan efter jordskælvet i 2005, der blev startskuddet til Sajida Afzals idé om at bygge et børnehospital i Lahore i Pakistan. Her blev hun dybt berørt af de mange triste menneskeskæbner og besluttede at forlade Danmark for at gøre noget godt i sit oprindelsesland.

Målet er årligt at helbrede 4.000 børn for klumpfod. En velkendt, medfødt lidelse i Pakistan.

Den får fødderne til at dreje indad og gør det smertefuldt at gå. Den langsigtede plan er, at knæoperationer til velhavende pakistanere skal finansiere den gratis behandling til børn.

Det var tidligere politidirektør for Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, der overrakte det glade budskab til Sajida Afzal. Forinden holdt hun kort en tale til alle 10 nominerede om, at de hver især gør en speciel indsats, der fortjener ros. Og at alle derfor havde fortjent at vinde.

»Læserne har valgt årets vinder, men jeg kan kun bifalde deres valg. Sajida Afzal har gennem sit liv gennemtrumfet at komme i skole og få en uddannelse, og nu vender hun tilbage til sit fædreland for at hjælpe,« siger Hanne Bech Hansen.

Den tidligere politidirektør mener desuden, at Sajida Afzals projekt er både troværdigt og værd at støtte, fordi ortopædkirurgen tager fat i det væsentlige problem med klumpfødder på en enkel måde. Mens danske børn bliver behandlet for klumpfod umiddelbart efter fødslen, er det ikke tilfældet i Pakistan, selv om lidelsen ikke er svær at behandle. Det vil Sajida Afzal gøre på sit hospital.

Opbakning fra de andre
»Sajida Afzal var også min personlige favorit og har min fulde opbakning. Alle nominerede er helte, men hun har gjort noget ekstraordinært og meget uselvisk,« siger en af de andre nominerede, René Hagelund Andersen.

»Pengene vil nu gå til et rigtigt godt formål. Det er flot af Sajida Afzal at tage ud i et usikkert land og undvære sine ældste børn. Vi andre har en fast base herhjemme,« siger Jonna Møllemand, som også var blandt de nominerede.

Stemningen var afslappet blandt alle de nominerede, som fik mulighed for at hilse på hinanden og udveksle erfaringer. De fik alle overrakt et diplom for deres heltemodige indsats. I år har tusindvis været inde og stemme på deres favorithelt.

71 kandidater var indstillet til Årets  Helt 2011, og juryen nominerede 10, som har kunnet høste stemmer siden den 22. december. Det er tredje år i træk, at Morgenavisen Jyllands-Posten og TrygFonden kårer Årets  Helt.

Sidste år var det den virtuelle storesøster Anna Lyng, der fik prisen for sin mangeårige indsats med at motivere og chatte med teenagepiger om selvmordstanker, ensomhed og selvværd på hjemmesiden girltalk. dk. I 2009 fik Ruth Brik Christensen prisen for sin indsats som "hyggemor" for de danske soldater på KFUM's soldaterhjem i Irak og Afghanistan.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten



Årets Helt 2011
Sajida Afzal var både glad og stolt over kåringen til Årets Helt 2011. Ortopædkirurgen har god brug for de 100.000 kr. til sit hospitalsprojekt i Pakistan. 
Foto: Sanne Vils Axelsen

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook