Sorgen skal hjælpe andre

Dorte Gabrielsen mistede sin søn, da han var et halvt år gammel. Hun har brugt den traumatiske oplevelse til at hjælpe andre med at bearbejde sorg. Derfor er hun blandt de nominerede til Årets  Helt 2011.

Af SOFIE STOKHOLM
Publiceret 14-12-2011

De ni måneder skulle være fyldt med lykke og forventningsfuld glæde. Men noget var galt. I takt med at Dorte Gabrielsen voksede sig stor og frodig, mærkede hun sin egen uro tage til. I forvejen havde hun en datter og vidste, hvordan en vellykket graviditet føltes.

Da Rasmus blev født en sommerdag i 1989, blev Dorte Gabrielsen bekræftet i sine bange anelser. Noget føltes helt forkert. En børnelæge fandt kort efter ud af, at Rasmus havde Downs syndrom og af den grund et dårligt hjerte.


Dorte Gabrielsen
I 1989 fik Dorte Gabrielsen bekræftet sine bange anelser. Noget ved hendes nyfødte Rasmus føltes helt forkert. En børnelæge fandt kort efter ud af, at Rasmus havde Downs syndrom og af den grund et dårligt hjerte. Et halvt år senere døde Rasmus.
Foto: Gregers Tycho

På trods af deres fælles, seje kamp døde Rasmus kun et halvt år senere.

»Når man mister sit barn, kan man næsten ikke få vejret. Rasmus og jeg kæmpede sammen, men han blev begravet den dag, han skulle have været opereret,« siger den 48-årige Dorte Gabrielsen om den dag, hun måtte sige farvel til sin søn. Hendes rolige, men insisterende øjne lægger ekstra kraft bag ordene.

Arbejdede sig ud af sorgen
Kort tid efter deltog Dorte Gabrielsen i Hjerteforeningens Børneklub for familier med hjertesyge børn og unge. Her fik hun og hendes datter sorghjælp, og de tog på weekender med andre ligesindede. Det gik hurtigt op for hende, hvor stor en hjælp det var at tale med de andre. Sammen med sin datter forstod hun pludselig, at de ikke reagerede unormalt på tabet. At andre gennemgik det samme som dem. Det fik hende til at kaste sig over at hjælpe andre i sorg. I begyndelsen arbejdede hun i Hjerteforeningens Børneklub, og senere har hun i syv år arbejdet i en forening for børn med sorg.

Også Landsforeningen LEV har haft gavn af Dorte Gabrielsen, som nu er konsulent i Livline i Sorgen, der er en frivillig forening i Humlebæk. Det er en gratis, akut hjælpetjeneste til børnefamilier, der mister en mor, far eller søskende. Foreningen er en frivillig organisation, der lever af donationer fra fonde og legater.

»Rasmus er katalysator for alt det frivillige arbejde, jeg laver. For ingen forstår bedre, hvordan det er at miste et nært familiemedlem, end dem, der har oplevet det på egen krop,« siger Dorte Gabrielsen roligt og holder en lang pause, før hun fortsætter. Mens hun rører rundt i sin kaffekop, fortæller hun om de mange forskellige steder, hvor hun har lavet frivilligt, socialt arbejde.

Pensionist med overskud
Hun er uddannet pædagog, men måtte uheldigvis gå på førtidspension som 41-årig, fordi hun døjer med slidgigt, en dårlig hofte og har haft flere diskusprolapser i ryggen. I løbet af en dag skal hun ligge meget ned. Men det stopper hende ikke fra at fortsætte med at bruge tid og energi på at hjælpe andre. Det har altid været naturligt for livlinekonsulenten at tage sig af andre. Som barn voksede hun op med to plejebørn i hjemmet ud over sine egne søskende. Det har lært hende, at man også bør tage sig af dem, der har det svært. I dag har hun selv en plejedatter og håber, at det giver samme indsigt til hendes nu to døtre.

»Når man kommer ud fra hospitalet efter at have mistet et nært familiemedlem, er der ikke meget hjælp at hente. Man kan føle sig meget alene,« siger hun.

Ifølge Dorte Gabrielsen mister mellem 3.000-4.000 børn i Danmark årligt en mor, far eller søskende. Livline i Sorgen har kun eksisteret i halvandet år, men Dorte Gabrielsen har allerede hjulpet flere familier på vej ved at tænke i kreative løsninger.

Hun oplever, at hun har en evne til at skabe kontakt med de ofte indelukkede børn. Mange af dem har svært ved at tale om deres følelser. I de situationer hjælper det tit at fortælle, at hun selv har mistet en søn. Så bliver børnene klar over, at hun ved, hvad hun taler om.

»De får respekt, når jeg fortæller dem min egen historie. Hvis man har mistet sin far, hjælper det ikke, når nogen i skolen siger, at de godt kender følelsen, fordi de har mistet et marsvin,« siger livlinekonsulenten.

Når et barneansigt lyser op
Det varmer hende særligt om hjertet at fortælle om en situation, hvor en asiatisk mor henvendte sig, da hendes mand døde. Da Dorte Gabrielsen tog hjem til familien, ville sønnen ikke tale om sit tab i begyndelsen. Han stolede ikke på voksne, fordi faderen havde forladt ham. Huset var ét stort rod, og familiens hund var ude af kontrol.

Men på en køretur fik Dorte Gabrielsen knyttet den første spinkle kontakt til drengen. Det gav hende indblik i, hvor meget han holdt af sin hund. Den var nemlig en gave fra hans far.

Dorte Gabrielsen tog derfor kontakt til en hundetræner, som gik med til at hjælpe drengen med et træningsforløb. På den måde kunne han beholde sin elskede hund. Ugen efter ringede han af sig selv til Dorte Gabrielsen og bad hende om råd til nogle af sine bekymringer.

»Det gør mig varm indeni, når jeg får et barneansigt til at lyse op. Når jeg når helt ind til et barn, er det hele arbejdet værd,« siger Dorte Gabrielsen.


Nomineret til Årets Helt 2011
Dorte Gabrielsen bruger sin egen sorg til at hjælpe andre via sit engagement i en række foreninger.
Foto: Gregers Tycho

Copyright: Jyllands-Posten

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook