I dødens skudlinje

Casper Westphalen Mathiesen var tæt på at blive skudt, da han reddede en soldaterkammerat fra døden i Afghanistan. Derfor er han nomineret til Årets Helt.

Af LISE B. HORNUNG
Publiceret 15-12-2011

Casper Westphalen Mathiesen og hans kammerat er fanget mellem en mur og en å, som de ikke kan krydse i en landsby i Afghanistan. Han ved, at de er i fare.

»Vi havde fået besked over radioen om, at Taleban var i gang med at planlægge noget mod os,« siger Casper Westphalen Mathiesen, mens han læner sig frem i sofaen i sin og kærestens lejlighed i Skive.

Han og makkeren havde forinden lagt mærke til, at kvinder og børn begyndte at bevæge sig væk fra den mark, hvor de stod. Et velkendt faresignal. Derfor besluttede de at gå ind i den lille landsby i den nordlige del af Helmandprovinsen.


Medalje for tapperhed
Casper Westphalen Mathiesen er sergent i Forsvaret og arbejder på Skive Kaserne. Han modtog i november 2011 Forsvarets tapperhedsmedalje.
Foto: Gorm Olesen

26-årige Casper Westphalen Mathiesen var gruppefører, og bag ham og makkeren fulgte resten af gruppen.

I landsbyen havnede gruppen mellem en å og en mur, og Casper Westphalen Mathiesen gik forrest med sin makker. Pludselig fik de øje på en sortklædt mand, der sad på en lille bro over åen.

»Han rejste sig med et meget forskrækket udtryk i ansigtet og løb ind i et hus. Vi gik efter ham, men pludselig kom han løbende ud med en riffel i hånden.«

Kammeraten blev skudt
Den sortklædte mand skød med det samme Casper Westphalen Mathiesens kammerat i skulderen, og pludselig begyndte kuglerne at fyge fra fire retninger.

Den sårede soldat blev derefter ramt i begge ben og sank sammen mod muren. Makkerparret var helt alene i skudzonen. Resten af gruppen stod ca. 20 meter bag dem rundt om et hjørne.

»Og det er altså ret langt i sådan en situation. Det var virkelig vildt at stå der helt alene,« fortæller Casper Westphalen Mathiesen, der aldrig var havnet i en så farlig situation før.

Ildglimt til alle sider
Først knælede han skråt foran sin sårede kammerat og bad ham om, at se på sig selv for at finde ud af, hvor hårdt såret han var. Derefter greb han sit eget våben og skød mod fem forskellige sider, mens han lå ned halvt henover kammeraten. Han hvilede på albuerne og sigtede mod ildglimtene fra alle sider.

Mens han forsøgte at få ram på dem, der skød, råbte han på sygehjælperne.

»Jeg skød for to. Jeg aner ikke, om jeg ramte nogle af dem, men langsomt kunne resten af gruppen i hvert fald komme frem. Men de skød stadig efter os,« siger han.

Casper Westphalen Mathiesen brugte næsten al sin ammunition, svarende til 200 skud. Der stod en sky af projektiler og støv omkring dem. Efter nogle minutters intens skudveksling kunne sygehjælperne hente den sårede soldat.

»Han var meget medgørlig, da vi skulle væk derfra, for han kunne godt se, at det skulle gå hurtigt. Men da der kom lidt mere ro på, begyndte han at spørge, om han ville komme til at gå igen,« siger han.

Helikopteren, der skulle flyve den sårede soldat til Camp Bastion, landede i landsbyen efter ca. tre kvarter.

Casper Westphalen Mathiesen sørgede for at tale med kammeraten om oplevelsen.

»Han sagde; "Vi ses snart igen", for han skulle bare hjem og sys sammen og så ud igen.« Kammeraten blev dog fløjet til Danmark og kom ikke tilbage til Afghanistan.

Det hele skete i februar 2010, men historien fik først opmærksomhed, da Casper Westphalen Mathiesen i november 2011 modtog Forsvarets tapperhedsmedalje.

Han kom hjem fra Afghanistan i august 2010, men foreløbig har han ikke planer om at skulle derned igen.

»Det er jo ikke min beslutning, men hvis nu Forsvaret vælger at genoptage den fredsbevarende mission på Cypern, ville jeg da sige ja. Dernede er der gode chancer for, at man ikke skal til at lege helt igen,« siger han.

Selvom det ingen steder står, at man skal sætte sit eget liv på spil for en såret soldaterkammerat, er det en uskreven regel, at man hjælper hinanden. Casper Westphalen Mathiesen udtrykker det på den måde, at de andre soldater fungerer som reservefamilie.

»Lidt af et mirakel«
»Der er nok andre, som ville have lagt sig fladt ned uden at gøre noget, men det ville jeg ikke have tilgivet mig selv. Jeg håber og tror, at mine drenge ville have gjort det samme for mig,« siger Casper Westphalen Mathiesen og holder en tænkepause.

»Jeg tænkte egentlig ikke så meget over, hvad jeg gjorde. Det var det eneste, som virkede logisk, men der er ingen tvivl om, at det er lidt af et mirakel, at jeg slap uden at blive ramt. Det har jeg tænkt rigtig meget over siden.«

Casper Westphalen Mathiesen er siden steget i rang til sergent. Hvis man får tapperhedsmedaljen anden og tredje gang, får man medaljer med sølv og guld-egeløv, hvilket er en særlig anerkendelse i Forsvaret.

»Men det har jeg overhovedet ikke tænkt mig at gå efter,« siger han og ler.

»Oplevelsen fik i hvert fald lynhurtigt afglorificeret det, man kalder krig. Jeg var ikke krigsliderlig i forvejen, men alle soldater har et eller andet sted et lille ønske om at prøve det, for at finde ud af, hvordan man reagerer. Det har jeg slet ikke længere,« siger han eftertænksomt.


Casper Westphalen Mathiesen
I februar 2010 måtte Casper Westphalen Mathiesen beskytte en såret kammerat med sin krop og sit våben under en patrulje i Afghanistan. Casper Westphalen Mathiesen er sergent i Forsvaret og arbejder på Skive Kaserne.
Foto: Gorm Olesen

Copyright: Jyllands-Posten

Casper Westphalen Mathiesen modtager tapperhedsmedaljen
I november 2011 modtog Casper Westphalen Mathiesen Forsvarets tapperhedsmedalje for en episode, hvor han med sin krop skærmede for en såret kammerat i Afghanistan.
Se billedserie

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook