Han reddede et liv og fik en ven

Morten Nygaard fik helt tilfældigt brug for sine evner som førstehjælper. Han var ved vagtlægen, da en ældre mand faldt om med en blodprop i hjertet. Derfor er han nomineret til Årets Helt 2011.

Af LISE B. HORNUNG
Publiceret 20-12-2011

Morten Nygaard ser den ældre mand vende det hvide ud af øjnene. Han griber ham for at undgå, at han skal falde ned af stolen i venteværelset ved vagtlægen. Manden har ingen puls.

Tidligere denne februaraften havde falckredder Morten Nygaard diskuteret med sin kæreste, om de skulle tage til vagtlægen. Han havde haft ondt i brystet i nogle uger, men mente ikke, at det var nødvendigt at tage til vagtlægen. Alligevel fik kæresten ham overtalt.

»Jeg havde fået et anfald om aftenen, hvor jeg havde problemer med at trække vejret, og det føltes, som om der sad en person på brystet af mig. De samme symptomer som ved et hjerteanfald,« fortæller Morten Nygaard på umiskendeligt nordjysk.

På parkeringspladsen hos vagtlægen i Frederikshavn fik han øje på et ældre ægtepar, hvor konen var ved at hjælpe sin mand ud af bilen.

»Jeg sagde til min kæreste, at det er nogen, som rent faktisk har grund til at tage til vagtlægen,« siger Morten Nygaard.

Da han og kæresten var nået til indgangen til vagtlægen, kom den ældre dame til syne i døren. Hun spurgte efter en læge.


Morten Nygaard Eriksen sammen med Ejvind Nielsen
Morten Nygaard Eriksen ydede førstehjælp til Ejvind Nielsen i vagtlægens venteværelse.
Foto: Gorm Olesen

Svær vejrtrækning
Morten Nygaard og hans kæreste trådte ind i venteværelset og så med det samme den 63-årige Ejvind Nielsen.

»Han sad på en stol og støttede albuerne på bordet, mens han holdt sig på hovedet. Jeg kunne med det samme se, at han var meget skidt tilpas,« fortæller Morten Nygaard.

Han satte sig på hug foran Ejvind Nielsen og spurgte, hvordan han havde det. Den 63-årige mand sad uroligt på sin stol og hev efter vejret. Pludselig vendte Ejvind Nielsen det hvide ud af øjnene og faldt bagover i stolen.

Morten Nygaard reagerede hurtigt og sørgede for, at Ejvind Nielsen ikke faldt ned af stolen. I mellemtiden havde Ejvind Nielsens kone, Grethe, ringet 112.

Morten Nygaards kæreste forsøgte at finde vagtlægen, der endnu ikke havde vist sig i venteværelset. Samtidig ledte hun efter en hjertestarter - uden held.

»Jeg prøvede at finde hans puls, mens han sad på stolen, men der var ingenting. Så fik jeg ham lagt ned og konstaterede, at han hverken trak vejret eller havde puls,« fortæller Morten Nygaard.

Den 63-årige mand var ved at dø for øjnene af sin kone.

Iltmangel
Morten Nygaard havde været med ved 40-50 hjertestop på Aalborg Sygehus, hvor han arbejdede som portør i en periode. Siden 2008 har han været ansat som redder ved Falck. Han kører dog aldrig ambulance, men primært sygetransport. Derfor vidste han godt, hvordan man skulle reagere ved et hjertestop.

»Jeg kunne se, at han meget hurtigt begyndte at blive blå i ansigtet og på fingerspidserne. Det var skræmmende,« siger han.

Vagtlægen havde set, hvad der foregik, og han var gået igen for at finde en pose til kunstigt åndedræt. Samtidig rykkede den unge falckredder Ejvind Nielsens pullover op. Skjorten nedenunder flåede han op, så knapperne sprang til alle sider.

»Så begyndte jeg at give ham hjertemassage,« fortæller han.

Vagtlægen pustede luft i Ejvind Nielsen, men Morten Nygaard styrede genoplivningen. I det samme kom ambulancefolkene ind ad døren.

De lagde et drop på Ejvind Nielsen og gjorde klar til at give stød med deres hjertestarter. Alt imens blev Morten Nygaard ved med at give hjertemassage.

»Så kommenterer en af falckredderne det, som jeg laver: "Det der er du sgu da ret god til. Hvad laver du til daglig?" og så sagde jeg, at han skulle kigge op. Han genkendte mig med det samme,« fortæller Morten Nygaard.

Utrolig opvågning
Ejvind Nielsen fik stød med hjertestarteren. Kort efter var hans tilstand så stabil, at han blev løftet op på en båre og ud i ambulancen.

»På vej ud i ambulancen hører jeg ham sige sit navn og personnummer. Det var helt fantastisk lige efter et hjertestop. Det havde jeg aldrig oplevet før,« fortæller redningsmanden.

Ejvind Nielsen fik tre akutte ballonudvidelser for at hindre nye blodpropper i hjertet og kom sig fuldstændigt.

Dramaet i venteværelset har betydet, at der bliver installeret hjertestartere hos alle vagtlægekonsultationer i Region Nordjylland.

»Det er fedt, at der kommer noget godt ud af det. Den største gave er, at vi har fået et meget specielt venskab til Ejvind og Grethe,« fortæller Morten Nygaard.

Familierne ses ofte privat, og Morten Nygaard og hans kæreste har inviteret Ejvind og Grethe Nielsen med til deres bryllup til sommer.

»Det er utroligt at se Ejvind spille fodbold med min søn, når vi er på besøg hos dem. Det giver mig tårer i øjnene,« fortæller Morten Nygaard.


Morten Nygaard Eriksen
Morten Nygaard sad sammen med en ældre mand i venteværelset hos vagtlægen i Frederikshavn. Pludselig faldt manden sammen, og lynhurtigt blev han blå i ansigtet. Morten Nygaard genkendte hurtigt et hjertestop.
Foto: Gorm Olesen

Copyright: Jyllands-Posten

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook