»Jeg kan jo alligevel ikke redde verden«

Det er ikke kun den gode gerning, der driver sygeplejersken Marie Oxenbøll ud i verden for Læger Uden Grænser.

Af Jens Ehlers
Publiceret 20-11-2009


Marie Oxenbøll

Foto: Stine Larsen

I Marie Oxenbølls reol står et stort fotografi af en meget lille dreng i Afrika. Han er fire år, men hans spinkle, sorte arm fylder ikke meget i hænderne på den blonde kvinde, der sidder på hug på jorden foran ham. Hun vasker den lille plastictut, der stritter ud af hans benede håndryg. Det er gennem den, han får medicinen mod sin lungebetændelse,

»Han var blevet beskidt af at lege på jorden, og så kan der gå betændelse i såret. Det kunne jeg simpelthen ikke gå forbi," siger Marie Oxenbøll og smiler.

Billedet er fra det primitive hospital i Sydsudan, hvor Marie Oxenbøll for to år siden arbejdede for Læger Uden Grænser.

Hun er 31 år og én af de omkring 45 danskere, som hjælpeorganisationen årligt sender ud til verdens brændpunkter. Til daglig er hun sygeplejerske på Rigshospitalets intensivafdeling, hvor bl.a. svært kvæstede trafikofre svæver mellem liv og død i højteknologiske respiratorer. Sygeplejen står i skarp kontrast til arbejdet på en afrikansk savanne.

»Herhjemme ved jeg, at der altid ville komme en anden sygeplejerske, hvis jeg ikke var her. Ude på vores missioner er der ingen andre. Det er utroligt motiverende at opleve den store forskel, man kan gøre for mennesker - f.eks. ved at give medicin mod malaria,« siger Marie Oxenbøll.

Den gode gerning var en vigtig, men ikke den stærkeste drivkraft, da hun i 2006 søgte ind i Læger Uden Grænser. Eventyret lokkede også.

»Jeg har altid syntes, det er spændende at møde mennesker med en helt anden kultur end vores egen. Hvor man skal bruge lang tid på at afkode deres normer, inden man kommer tæt på dem. Jeg kan jo alligevel ikke redde verden. Det er sådan noget, FN og politikerne skal tage sig af.«

Inden missionen i Sydsudan var hun udsendt et år til et Hiv/Aids-projekt i Cambodja. Sidste år var hun både i Sydsudan igen, og i tre måneder var hun leder på et hospital i Etiopien. Her var regnen til afgrøderne faldet for sent, og de små børn døde af underernæring.

Marie Oxenbøll og kollegernes opgave bestod kort og godt i at få næring i de stærkt afkræftede børn på en simpel diæt af mælk og særlige peanutbarer, Plumpy'nuts, fulde af kalorier.

»Det er så dejligt, når de efter få dage begynder at følge én med øjnene og rækker ud efter ting. Livet vender tilbage.« Marie Oxenbølls øjne stråler.

Ser du dig selv som en helt?

»Nej, for jeg gør jo bare det, jeg er uddannet til. De virkelige helte er alle de lokale folk, som vi oplærer i at fortsætte hjælpen. De skal måske være der resten af deres liv - jeg kan bare rejse hjem.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten



Marie Oxenbøll
Foto: Stine Larsen

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook