Oh, Terry!

Alle tiders mest renskurede helt lagde stærkt ud med sandheder om Sovjet. Men han må nødvendigvis omgive sig med personificerede menneskelige svagheder, før det bliver sjovt, og i vor tid har han fået problemer grundet en helt anden slags renskurethed.

Af Niels Lillelund
Publiceret 06-12-2009


Tintin
Tintin har travlt med at komme ud på nye eventyr med sin trofaste følgesvend, Terry. Den politiske korrekthed og religiøse overbevisning har skabt nye barrierer for hans videre færd.
Foto: AP

Tintin er en helt.

En helt trodser tiden, når det er nødvendigt. Det gjorde Tintin i Danmark i 1973, da forlaget Carlsen efter en øredøvende succes med de senere Tintin-bøger udgav den historie, der begyndte det hele.

1973 var året, da kapitallogikken var på sit højeste på universiteterne, og tegneserier helt generelt var under stærk mistanke fra de stedlige kommissærer.

Det var også året for udgivelsen af det mandarin-monstrøse gule speciale kaldet "Tegneserier" - en ekspansions historie, hvori daværende lektor Johan Fjord Jensen ifølge med et helt danskhold besat af vulgærmarxisme gjorde det af med Anders And med flere.

Det var strenge tider, gamle dreng. Carlsen, der udgav "Tintin i Sovjet", trådte da også forsigtigt i forordet:

»Men hvem er Hergé? En ung mand fra middelklassen, af katolsk opdragelse, ansat ved en konservativ avis. Han må nødvendigvis være påvirket af sin opdragelse, af sit professionelle miljø og af tidens strømninger.

I begyndelsen af sin karriere som tegner, hvor han sender Tintin til Sovjet, Congo og Amerika, har han endnu ikke noget mål for sin virksomhed og bekymrer sig heller ikke, som han snart kom til at gøre, for nøjagtigheden af de kilder, han benytter. Det Rusland, som Hergé beskriver, fremstår for os som en karikatur.«

Således slog forlaget syv kors for sig, inden de sendte Tintins Sovjet-oplevelser ud i fri cirkulation, men det skulle vise sig, at journalisten med den besynderlige hårtot afgav en væsentligt mere præcis rapport om forholdene i Sovjetunionen, end den man fik fra de pilgrimsrejsende intellektuelle, fellow travellers, der forstod at lukke øjnene, når det var nødvendigt.

Farverige bipersoner

Tintin kom videre. Og han blev meget sjovere, men ikke primært ved egen hjælp. For Tintin er også et eksempel på, at helte er lumsk kedelige, fordi de er så rigtige og så pæne.

Hergés allerførste tegneserie handlede om spejderdrengen Totor, og vi kommer ikke uden om, at spejderdrengens egenskaber så rigeligt føres over i Tintin-figuren. Gab og råbåndsknob ohne ende.

Helte har brug for farverige bipersoner til at spejle deres helterolle, vi har brug for at se menneskelige svagheder omring dem.

Som i politiparret Dupont og Dupond, lettere senile, påståelige, meget let fornærmelige, på alle måder vidunderligt excentriske og i den forstand beslægtet med den stokdøve professor Tournesol, aldeles isoleret i sin døvhed, stedvist genial, men også offer for de mest utrolige raserianfald, når et glimt af verden uden for slipper igennem skallen.

Og kaptajn Haddock, den uforlignelige drukkenbolt med det vrisne sind og det gode hjerte og det helt uforlignelige arsenal af eder.

Nougatnomader

Ak ja, det er børnelærdom, det er mere end det, det er skrøbeligt og urørlige barndomserindringer, og det havde forlaget overset, da det gik i gang med en nyoversættelse af Tintin. Max Bjævermose, den vidunderligt utålelige og trættende humøronkel, var lige ved at få sig et nyt navn.

Et kulturtab af rang, der kun i sidste øjeblik blev forhindret af Folkebevægelsen For At Max Bjævermose Bliver Ved Med At Hedde Max Bjævermose.

Nemlig. Og det fik han heldigvis lov til, helte skal man ikke røre ved. Heller ikke antihelte.

Således er det ikke kun helten Tintin, men i måske endnu højere grad de alt andet end helteagtige figurer, der omgiver han, vi har taget til vore hjerter. Har nogen nogensinde stået i en situation og spurgt sig selv, hvad Tintin ville have gjort nu? Nej, vel?

Men mon ikke mennesker verden over i utallige situationer har spurgt sig selv, hvad Kaptajn Haddock ville have sagt lige nu. Og har haft lyst til at sige ord som beduinbumser, tyrkertumper, sandzuluer og nougatnomader, meget højt og lige ind i situationen.

Åh jo. Men den slags uhæmmede udfald bliver man ikke helt af, tværtimod, den klassiske helt kan det hele, herunder selvbeherskelse. Sådan kan helte det hele.

Tintin-eventyr forbudt

Når man endelig skal drømme, er der jo ingen grund til at drømme om en blikkenslager, som Dan Turèll sagde det om en af de klassiske krimihelte, den adelige Peter Wimsey, der stadig kan læses, selv om han i den grad tilhører det engelske klassesamfund anno dazumal.

Vist så, en helt trodser tiden, men i den senere tid har Tintin haft problemer.

Flere arabiske lande, hvor Tintin ellers har haft succes, har helt forbudt ham og hans eventyr, fordi man har fundet frem til, at de tegner et alt for stereotypt billede af Mellemøsten og araberne. Det skulle alle hans arabiske fans bare have vidst.

Bag lås og slå

Bøger som f.eks. "Tintin i Congo" er blevet udsat for massiv kritik og er blevet forbudt i flere lande. Også mange steder i USA, f.eks. på i bibliotekerne i Brooklyn, New York, hvor direktøren, Richard Reyes-Gavilan, så sent som i august i år kunne meddele The Daily News, at man havde flyttet Tintin og anbragt ham bag lås og slå i et hemmeligt rum på tredje sal.

Det skete, understregede han, fordi albummet indeholdt illustrationer, der var »racemæssigt stødende og uegnede for børn.«

Bogen lader sig i dag kun bese efter foregående aftale.

Det kan være nødvendigt at gemme helte væk, når tidsånden kræver det, og så er det godt at vide, at rigtige helte altid slipper fri til sidst.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook